Vinderne skriver historiebøgerne

Det siges, at vinderne skriver historiebøgerne og krigens udfald afgør, hvem der er skurke og helte. Det gælder i høj grad for legenden Kleopatra. De historiebøger, der ligger til grund for vores historielærdom her i vesten, er i rigt omfang skrevet af romerne. Kleopatra er derfor i mange århundreder blevet fremstillet som en skøge og nedgjort, fordi romerne vandt, og vi har set på hende med nutidens briller i stedet for at se hende som barn af sin tid, af årtusinders historie. Hun kom fra en verden, en kultur, en familie, hvor hun ikke engang kunne stole på sine nærmeste. Der var en lang tradition for, at familiemedlemmer dræbte hinanden i fejder – for at tilrane sig tronen eller eliminere modstandere.

Legenden om Kleopatra lever i bedste velgående.

Hun var en femme fatale, en skøge… men mange af de historier vi har om Ægyptens sidste dronning stammer fra romernes propaganda-maskine.

Der ligger mange års research til grund for denne bog. Det er ikke helt så enkelt at skive en historisk roman som at skrive en krimi. Selv små detaljer kan kræve større kildegranskning og noget så simpelt som et måltid mad eller et glas vin, har krævet mange timers studier. Når det har kunnet lade sig gøre, har jeg søgt tilbage til de originale kilder. Trods min store interesse kan jeg dog ikke læse hverken ægyptisk eller græsk, mens engelsk, tysk og især fransk og latin går an med lidt tålmodighed. Trods mine omfattende studier har jeg dog også måttet sande, at teksterne langt fra er enige. Jeg har derfor ofte måttet drage mine egne konklusioner, og det er en af disse, der har ført til plottet her.

Ved at citere en kendt ægyptolog vil jeg advare dig om, at intet er enkelt, når det handler om ægyptologi. Kleopatras Ægypten var et kompliceret land med love og kultur meget forskellig fra vores. Deres mindset og moral var helt anderledes, end den vi har i dag. Kleopatra levede, før kristendommens udbredelse. Før begrebet skam. Jeg har gjort mit bedste, for at lade det- te skinne igennem, når bogen i glimt bevæger sig tilbage til Kleopatras tid.

Læs mere om Ægypten på Kleopatras tid.

Se kort over Middelhavsområdet på Kleopatras tid, læs om personerne omkring Kleopatra og den tid, hun levede i.

One Reply to “Vinderne skriver historiebøgerne”

Lukket for kommentarer.